Erhvervsservicekonsulenter trænes i grønne Business Model Innovation-værktøjer

Morsø Erhvervsråd, Business Skive, Bæredygtig Herning og oplevelsescentret Naturkraft i Ringkøbing trænes i at bruge grønne Business Model Innovation-værktøjer.

Det sker på tre kurser à to dage, hvor kursisterne lærer at arbejde med grøn forretningsmodelinnovation.

Efter kurserne er de i stand til at inspirere og undervise andre virksomheder i at blive grønne.

“Vi træner dem i grønne forretningsmodeller og grøn forretningsinnovation. Efter kurserne sender vi dem ud for at hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV) og startup-virksomheder,” forklarer innovationsprofessor Peter Lindgren, der er leder af det EU-støttede Greenbizz-projekt, som står bag kurserne.

Vært for hinanden

I uge 45 var deltagerne på besøg hos Bæredygtig Herning. I uge 46 er deltagerne på et todages besøg hos oplevelsescentret Naturkraft. I december besøger kursisterne Morsø Erhvervsråd.

Greenbizz-professor Peter Lindgren (tv) diskuterer grøn omstilling med kursisterne fra Morsø, Skive, Herning og Ringkøbing

“Vi flytter kurserne rundt blandt de deltagende organisationer, så de får ’set’ hinanden og så vi kan få indblik i hinandens forretningsmodeller,” forklarer forskningsassistent Anne Gervald Ginnerup, der også er Greenbizz-medarbejder og træner de fire organisationer sammen med Greenbizz-leder Peter Lindgren.

Tre værktøjer – tre kursusforløb

På kurserne lærer erhvervsservicekonsulenterne at bruge tre værktøjer: GreenBeeBoard, GreenBeeStar og Green Business Model Innovation, som alle har til formål at omstille virksomhedernes forretningsmodeller fra sort til grøn.

“Formålet med kurserne er at de lærer Green Bee-værktøjerne at kende, så de kan bruge dem i deres arbejde med virksomheder og virksomhedsrådgivning og til at udvikle deres egne organisationer og projekter,” fortæller Anne Gervald Ginnerup.

GreenBeeBoard

På det første kursus udfylder kursisterne en tavle med informationer om virksomhedens fortid og fremtid. Her kigger man på aktiviteter i virksomheden, som enten giver penge eller underskud.

Efter denne kortlægning er deltagerne klar til runde to i kursusforløbet:

GreenBeeStar

Andet kursusforløb handler om at arbejde med BeeStar. Det er en kortlægning af virksomhedens samarbejdsrelationer og dimensioner (dvs. aspekter af virksomhedsdriften).

Her er der særligt fokus på andre parametre end profit – fx. virksomhedens opbygning, dens kultur og dens samarbejdspartnere.

De to værktøjer leder op til det tredje værktøj: den grønne forretningsmodelinnovation.

Green Business Model Innovation

På det tredje kursus samles informationerne fra kursus et og to og danner en ny grøn forretningsinnovationsmodel. Professor Peter Lindgren forklarer, at der er brug for, at virksomhederne får hjælp til at udvikle sig i grøn retning:

“Virksomheder er pålagt forskellige ting. De skal lave grønne forretningsmodeller. Det er en del af den politiske dagsorden og der er nye krav fra EU. Man skal transformere virksomhederne fra sort til grøn. Det kan vi hjælpe dem med.”

Erhvervsservicekonsulenter går forrest

Morsø Erhvervsråd, Bæredygtig Herning og Business Skive er lokale erhvervsråd og erhvervsservice-organer, der har direkte kontakt med det lokale erhvervsliv, startupper og de små og mellemstore virksomheder. Naturkraft i Ringkøbing har omfattende kursusaktiviteter for skoler og erhverv om det grønne. Peter Lindgren forklarer, at:

“Vi skal lære dem at give SMV’erne og startupper lyst til at være med.”

Denne kursusrække er den første af flere, som arrangeres for erhvervsservicekonsulenter og virksomheder.

Alle kurserne er en del af det toårige, tværnordiske Greenbizz-projekt, der har til formål at omstille danske, svenske og norske virksomheder til at blive grønne. Greenbizz er millionstøttet af EU.

 

Foto: Greenbizzkommunikation/Anne Gervald Ginnerup

Share this article