Indiens ambassadør i Danmark besøger CGC og Greenbizz den 3. juni

Efter den indiske premierminister, Narendra Modis officielle besøg i Danmark den 3. og 4. maj får forskningscentret CGC ved Aarhus Universitet og det EU-støttede projekt Greenbizz besøg den 3. juni af den indiske ambassadør i Danmark, Pooja Kapur.

Besøget er resultatet af et mangeårigt og tæt samarbejde mellem Indien og forskningscentret CGC under ledelse af centrets indiske præsident Ramjee Prasad. CGC er et globalt forskningscenter med hovedsæde på Aarhus Universitet.

Tværfagligt indisk-dansk samarbejde

Relationen Indien og Danmark har til formål at skabe grobund for udvikling af innovative forretningsmodeller i et tværfagligt indisk-dansk forskningssamarbejde. Det er først og fremmest forskningscentret CGCs præsident, professor Ramjee Prasad, der har banet vejen for at etablere samarbejdet mellem indiske universiteter og CGC. Der er i dag etableret 18 CGC-divisioner rundt om i verden, heraf tre i Indien. Hertil kommer en række MOU-aftaler med andre indiske universiteter.

Samtidig har CGC løbende inviteret indiske forskere til at arbejde i Danmark. Ramjee Prasad har i en årrække uddannet mere end 160 ph.d-forskere fra Universitet i Herning – en stor del er fra Indien.

Vicepræsident, Centerleder for CGC og leder af det EU-støttede Greenbizz projekt, professor Peter Lindgren fra Aarhus Universitet, fremhæver samarbejdet med Indien som solidt og særdeles vellykket.

”Vi har i mange år opdyrket vores netværk i Indien og vi har draget stor nytte af Ramjee Prasads enorme netværk ikke bare i Indien, men overalt i verden. Vore danske og internationale forskere i CGC har en succesrig tradition for at samarbejde tæt med indiske forskere, og vi har igangsat mange tværnationale projekter,” udtaler Peter Lindgren.

Besøg i CGC

Når den indiske ambassadør besøger CGC fredag den 3. juni kl. 9.30-13.30, vil en håndfuld internationale forskere præsentere deres projekter i CGCs lokaler. Flere af disse forskere arbejder med projekter i regi af flere millionstøttede EU-projekter, bl.a. Greenbizz, Motor5G, Recombined, TeamUp5G,  som er en del af de mange globale aktiviteter i CGC.

Programmet indeholder bl.a.:

  • CGCs vicepræsident, professor Peter Lindgren, Aarhus Universitet, præsenterer de mange års opdyrkning af relationerne til indiske universiteter og forskningsmiljøer
  • Efterfulgt af en række forskere, der præsenterer deres forskning – bl.a. Albena Dimitrova Mihovska, Ambuj Kumar, Muhammad Bilal, Nidhi samt Ivan Panov og Anita Priyadarshini Durai Pandian.

25 indiske masterstuderende

Den indiske ambassadørs besøg hos CGC indleder et større besøg af 25 indiske masterstuderende, som ankommer til Herning midt i juni for at samarbejde med fem lokale virksomheder i seks uger om udvikling af grønne forretningsmodeller.

De indiske masterstuderende har baggrund inden for bl.a. design, ingeniørvidenskab, digital teknologi, bygning. Deres besøg er en del af Greenbizz, som er støttet med 50 mio. kr. af EU.

Flere oplysninger fås hos: Peter Lindgren, professor ved Aarhus Universitet. Vicepræsident ved CTIF-CGC og leder af Greenbizz på mail: peterli@btech.au.dk eller 29442211.

Se også CGC Global  og CGC-Danmark

(Foto: Prof. Ramjee Prasad introducerer gæsteforsker i CGC. Foto: Gitte Kingo)

Share this article